Holdninger
Video

Gør Århus grøn

I Århus ønsker vi at tage et reelt ansvar for vores by. Som borgmester vil jeg sikre, at Århus tager et medansvar for at bekæmpe klimaudfordringerne. Samtidig er det helt afgørende, at vores nærmiljø – luft, vand og jord – forbliver rent og uspoleret for de kommende generationer.

Et godt klima og et sundt nærmiljø kommer ikke af sig selv. Det kræver, at vi alle – borgere, virksomheder og kommune – påtager os et ansvar for at tænke grønt. Som borgmester er min holdning klar: Hvis man stiller krav til andre, skal man starte med sig selv. Derfor har vi i Århus Kommune vedtaget en ambitiøs klimastrategi, der fastlægger konkrete mål for, hvordan Århus Kommune bliver CO2-neutral i 2030. Planen fokuserer blandt andet på kommunens el- og varmeforsyning, hvordan kommunen bygger energieffektivt, og hvordan vi som kommune tager et grønt hensyn til omgivelserne, når vi køber ind.

En grøn by forudsætter blandt andet en stærk og veludbygget kollektiv trafik, så man som århusianer har et reelt alternativ til bilen. Derfor har jeg som borgmester arbejdet hårdt for at få en letbane bygget i Århus, fordi en letbane vil styrke byens og regionens infrastruktur – og samtidig være en grøn og energivenlig transportform for århusianerne.

Århus er allerede en grøn by. I modsætning til mange andre store byer, har Århus mange grønne områder og er tæt omkranset af skov og vand. I mine øjne er byens rene og smukke natur noget af det mest dyrebare og værdifulde ved Århus. Og derfor har vi som by pligt til at sikre, at vores børn og børnebørn kommer til at bo i en by, hvor luft, vand og jord er ren. Derfor mener jeg, at forurening skal bekæmpes og forebygges gennem skrappe krav til forurenere og gennem fokus på genbrug og genanvendelse.

Følg Nicolai

Facebook

Find Nicolai på facebook

Twitter

Få de nyeste insider nyheder her

Kalender

Byrådsmedlemmer 2010-2013